Om Hotellet

Bygningen Ny Skovlund, som i dag danner rammerne for BEST WESTERN Hotel Ny Skovlund, blev opført i 1930 af Gerda og Erik Færch, Erik Færch er den ene af afdøde fabrikant Søren Færchs to sønner.
Erik Færch købte jorden på 150 tdr. land fra Skovlundgård. På dette tidspunkt lå Ny Skovlund langt uden for byen omgivet af store plantager. Færch sørgede for der blev plantet både lyng og træer på området, da det var familiens ønske at have fredelige omgivelser.    

Under krigen blev Ny Skovlund udset som hjemsted for den tyske kommandant i Holstebro i tilfælde af invasion. På D-dagen, da tropperne gik i land i Normandiet, blev der etableret telefoncentral for tyskerne i den sidefløj, hvor suiten nu ligger. Denne central forblev permanent under resten af krigen.

Ejendommens beliggenhed var imidlertid også velegnet for modstandsfolk, der skulle " gå under jorden" samt for de allieredes faldskærmssoldater. Under det meste af krigen var Ny Skovlund således også hjemsted for en lang række modstandsfolk.

Oprindeligt var Ny Skovlund bygget med stråtag, men i 1948 brændte taget og derefter valgte man at komme fast tag på, som det ses i dag. Selve bygningen er bygget af specielle hårdtbrændte sten, der er fremstillet på et lille teglværk i Thy. Bygningen kræver ingen vedligeholdelse, idet bygningen er fuget i opførelsesfasen.

I 1978 købte kommunen ejendommen af Gerda Færch, som efterfølgende blev boende i ejendommen indtil april 1979. Et år senere gav forbundsformanden George Poulsen Holstebro håndslag på købet. I foråret 1982 stod bygningen klar til indvielsen af Metalskolen. Selve byggeriet kostede 55 millioner kroner. Metalskolen valgte at bevare hovedbygningen, som den var og sørgede for at udbygningen blev opført i det samme materiale som resten af bygningen og endda med sten fra samme teglværk i Thy.  

I efteråret 2008 blev Metalskolen solgt til en privat forretningsmand og d. 1. januar 2009 åbnede BEST WESTERN Hotel Ny Skovlund dørene.

Benyt to hotellers mange muligheder

En enkelt henvendelse er nok til, at man kan frit vælge mellem faciliteterne på både Best Western Hotel Schaumburg eller Best Western Hotel Ny Skovlund.
Det længe nærede ønske er blevet opfyldt, efter at hotellernes fælles ejerkreds fra 1. januar 2012 har taget det sidste skridt mod en fælles ledelse i skikkelse af direktør Gitte Stenz.
Idéen er at udnytte den synergieffekt, der er ved at tilbyde de to hotellers forskellige spidskompetencer, uanset hvilket hotel man henvender sig til.
Hotel Ny Skovlund modtog i 2011 den fornemme pris ”Excellence in Quality”, der gives for kvalitet, kvalitetssikring og gæsteomsorg.
Hotel Schaumburgs hidtidige direktør, Bo Hansen, har efter eget ønske fratrådt sin stilling.